1. Counterstrike 2.
1.1 Generel information
Et hold består af max. 7 personer (5 spillere og to reserver) fra samme skole samt en kontaktperson/coach. Coachen/kontaktpersonen må ikke spille.
En spiller må kun spille på et hold.
Registrering af holdet og spillerne sker via dette link: (KOMMER SENERE!)Holdnavnet skal indeholde skolens navn eller en forkortelse. Navnene på spillerne skal svare til de ”gamertags”, der bliver brugt i spillet.
Holdnavn, profilbilleder eller spillernavne må ikke kunne opfattes som stødende eller diskriminerende. Skolemesterskaberne forbeholder sig ret til at bede hold eller spillere om at foretage evt. ændringer.
1.2 Turneringen
Alle kampe i den indledende pulje afvikles online mandag – fredag kl. 10.00 eller kl. 13.00 (fredag dog kun kl. 10.00). Kampene afvikles efter turneringsplanen, der er udarbejdet af Skolemesterskaberne.
Hvis det ikke er muligt at afvikle en kamp på det angivne tidspunkt (se turneringsplan), kan kampen flyttes til et alternativt tidspunkt i samme uge. Skolemesterskaberne skal informeres om, at det sker, og hvornår kampen i stedet afvikles.
Kontaktpersonerne modtager en oversigt over mailadresser til kontaktpersoner for alle deltagende hold.
Førstnævnte hold er ”hjemmehold”.
Der spilles bedst af 3 baner i hver kamp. Vinderen af kampen er det hold, der først vinder to baner.
(Når kampen er afsluttet, sendes resultatet på mail til skolemesterskaberne@fredericia.dk med angivelse af resultatet af de enkelte baner.)
En vundet kamp giver 1 point.
Når de 5 indledende kampe er færdigspillede, går de to hold i hver pulje med flest point videre til kvartfinalerne. Ved pointlighed afgøres placeringen af antallet af vundne baner. Er der også her lighed, afgøres placeringen af antal vundne runder.
Kvartfinaler, semifinaler og finale afvikles i et finaleevent fredag den 21. marts 2025 i Fredericia Idrætscenter. De kvalificerede hold får direkte besked om afvikling af finaleeventet.
1.3 Regler
Kampen indledes med, at ”udeholdet” nedlægger veto mod en bane. Herefter gør hjemmeholdet det samme. Det gentages en gang, så hvert hold har nedlagt veto mod 2 baner.
”Hjemmeholdet” bestemmer hvilken af de resterende 3 baner, kampen indledes med. ”Udeholdet” vælger den næste. Om nødvendigt afgør det sidste bane, hvem der vinder kampen.
Holdene vælger side på den bane, som deres modstander har valgt. Bliver det nødvendigt med den sidste bane, vælger ”hjemmeholdet” side.
Der henvises i øvrigt til de almindelige regler for afvikling af kampe i Counterstrike 2.
Snyd eller forsøg på snyd er naturligvis strengt forbudt og resulterer i øjeblikkelig diskvalifikation fra det aktuelle og alle fremtidige Skolemesterskaber.
Eventuelle uenigheder i forbindelse med kampene og afviklingen afgøres af Skolemesterskaberne.
Kampene skal afvikles i en atmosfære af fair-play og respektfuld sprogbrug.
1.4 Streaming
Skolemesterskaberne forbeholder sig ret til evt. at streame fra udvalgte kampe i de indledende runder. Alle kampe i finaleventet vil blive streamet.
Spillere har lov til at streame deres kampe, men der kræves en forsinkelse på mindst 90 sekunder.
Spillere har som udgangspunkt ikke tilladelse til at streame kampe, der udsendes af Skolemesterskaberne, medmindre Skolemesterskaberne giver tilladelse.